Ting at huske på, når du forlader din kat for første gang

Content Block With Text And Image 1

Ideelt set bør en lille killing ikke efterlades alene derhjemme, men nogle gange kan det ikke undgås. Sørg i det mindste for, at killingen ikke kan få fat i noget, den ikke må få fat i. Så lille og nysgerrig, den er, kan den ellers hurtigt rode sig ud i alle mulige problemer.


Forholdsregler

Hvis du skal være væk hele dagen, bør du sørge for, at katten har nok mad og vand. Sørg også for, at kattebakken er ren, inden du tager af sted. Hvis du skal være væk i længere tid, bør du stille en foderautomat og en vandforsyning frem.
 
Sørg også for, at katten ikke kan få fat i noget eller komme ind under eller op på noget og dermed havne i problemer. Luk skuffer, skabe, vinduer og døre i de rum, den ikke må være i. Åbn aldrig vendbare vinduer. Katten kan blive klemt og kvalt, hvis den prøver at komme ud.
 
Anbring et dørstop på døren til køkkenet eller det rum, hvor kattebakken står. Undertiden kan katten nemlig selv smække en dør i, når den leger.
 
Gennemgå alle rum for mulige farer og lokkende genstande, som katten måske vil lege med. Lad ikke nogen værdifulde genstande stå fremme. Killinger keder sig hurtigt og går derefter på jagt efter noget sjovt at beskæftige sig med. I artiklen "Hvordan kattesikrer jeg mit hjem?" kan du læse mere om, hvordan du sikrer hjemmet.


Kattepasser

Hvis du skal være væk i mere end et par timer, bør du bede nogen om at passe katten. Kattepasseren skal give katten mad og nyt vand to gange om dagen, rengøre kattebakken og bruge lidt tid sammen med den. Også selvom visse katte ikke altid viser, at de synes om, at der er nogen hjemme.

Har katten svært ved at være alene hjemme, fordi den bliver ængstelig? Så kan det hjælpe at anbringe en duftspreder med feromoner i hjemmet. Den kan du finde hos en dyrehandel.

Undgå, at katten keder sig

Sørg for, at katten er tilstrækkelig beskæftiget ved at give den forskellige former for sjovt legetøj. En kasse med huller og papir der rasler, er altid spændende. En foderkugle er også et meget godt legetøj at give katten, når du er væk hjemmefra. Katten får ikke kun noget godt at beskæftige sig med, men du forhindrer også, at den spiser al den mad, du giver den, på én gang.