Hvalpen har godt af hvile og rutiner
Article
Det er vigtigt at socialisere din hvalp og lade den lære verden at kende. Men hvile og rutiner er om muligt endnu vigtigere. Hvile er vigtigt for at hvalpen skal kunne bearbejde nye indtryk, og rutiner er vigtige for at hjælpe hvalpen med at forstå, hvad der forventes af den.
Tilstrækkeligt med hvile
En hvalp har tilsyneladende ubegrænset energi. En lille hund har dog brug for rigtig meget søvn – helt op til 18-20 timer i døgnet. I hvileperioderne bearbejder hunden dagens indtryk og kan bruge sin energi til at vokse.
Med andre ord er det op til dig som ejer at sørge for, at hvalpen får den hvile, den har brug for. Hvalpe overstimuleres let, og det kan virke, som om de sjældent bliver trætte. Men hvis du lægger hvalpen ned i sin kurv, falder den hurtigt i søvn.
Rutiner
Rutiner hjælper dig med at opfostre din hvalp. Hvis du giver den mad, går tur med den og leger med den på samme tid hver dag, bliver det nemmere for hvalpen at hvile, når det er tid til det.
Beslut i fællesskab, hvornår hvalpen skal fodres, og bliv enige med alle familiemedlemmer om, at hvalpen skal lades være i fred, når den ligger i sin kurv. Find en soveplads i en rolig del af hjemmet, hvor familiemedlemmerne ikke går forbi hele tiden. Det hjælper hvalpen med at falde til ro.
Motion
Hvalpen har selvfølgelig også brug for motion. Det kan være i form af gåture eller ved at lege med dig eller en anden hund. En hvalp bør dog kun bevæge sig i korte tidsrum. Så længe hvalpen vokser, kan for lange gåture eller lege være skadelige for knoglerne og muskulaturen.
Hvor længe hvalpen har behov for at røre sig afhænger af race, størrelse, alder og fysisk tilstand. Spørg en dyrlæge, hvis du er i tvivl. Generelt anbefales fem minutter gange det antal måneder, som hvalpen har levet, ad gangen.
Tydelighed
Mange hunde har i praksis kun én ejer, og det er oftest denne, som bruger mest tid med den i hvalpeperioden. Dette betyder ikke, at hvalpen ikke også skal lære at lytte til andre familiemedlemmer.
Gør det ikke vanskeligere for hvalpen, end det allerede er, men sørg for, at hele familien bruger de samme kommandoer (f.eks. "læg dig", "kom" eller "sit"). Bliv enige om, hvorvidt hvalpen må ligge i sofaen eller ej, hvor den skal være, når du spiser, og om den skal sætte sig ned, når du sætter halsbånd på. På den måde undgår hvalpen at blive forvirret.
Relaterede artikler
Del denne side