Pleje og fodring af din drægtige kat

Hvis din kat venter killinger, er det vigtigt, at du er omhyggelig med at passe på din drægtige kats helbred – herunder at du ved præcis hvilket foder, du skal give den, og hvornår og hvordan, du skal fodre den.
Pregnant cat lying down outdoors on a stone step.

Så snart du er klar over, at du har en drægtig kat, kan du begynde at sikre, at de nyfødte killinger får den bedst mulige start ved at styre kattens ernæring og fodring omhyggeligt.

Hvad sker der i løbet af din kats drægtighed

En kats drægtighedsperiode varer gennemsnitligt omkring 65 dage, men kan vare fra 61 til 72 dage. I de første to tredjedele af drægtighedsperioden er hendes krop fokuseret på at tage på for at forberede sig til killingerne. Den vægt, som hun tager på i den sidste tredjedel af drægtighedsperioden, skyldes udelukkende, at kuldet vokser.

Den bedste måde, hvorpå din hunkat kan få de næringsstoffer og opnå den vægtøgning, der er nødvendig for at støtte fødslen og diegivningen, er ved at spise et fedtrigt foder, men dette bør overvåges nøje for at undgå overvægt.

Opretholdelse af vægten hos din drægtige kat

Selvom hunkattens størrelse øges i løbet af de første to tredjedele af drægtighedsperioden, bør den ikke tage mere på end 40 % af sin idealvægt. Fedme kan føre til komplikationer i forbindelse med killingernes fødsel foruden sundhedsproblemer for din kat senere hen. Derfor er det af afgørende betydning, at du vælger det rigtige foder og fodrer din drægtige kat på den rigtige måde for at beskytte dens og de nyfødte killingers helbred.

Sådan fodrer du din drægtige kat

I begyndelsen af kattens drægtighed skal du fodre den med et fedtrigt foder, der er sammensat specielt til at understøtte drægtigheden og senere produktionen af mælk til dens killinger. Skift gradvist over til dette foder ved at blande det med dens nuværende foder. Begynd med en blanding, der svarer til 25 % nyt og 75 % nuværende foder. I løbet af fem til syv dage kan du øge andelen af nyt foder, indtil den er på 100 %. Denne fremgangsmåde hjælper med at reducere eventuelle fordøjelsesproblemer, der kan opstå i forbindelse med en for pludselig foderændring.

I løbet af din kats drægtighedsperiode stiger dens energibehov med omkring 10 % hver uge. I de sidste stadier af drægtighedsperioden vil hun forbruge 70 % mere energi end normalt. Et energitæt foder kan hjælpe med at dække hendes energibehov, uden at fodermængden forøges, da dette kan give fordøjelsesbesvær.

Pregnant cat lying down outside.

Mens din kat er drægtig, bør du veje den og justere dens madportioner jævnligt for at undgå, at den tager for meget på. Du bør fastholde den sædvanlige rutine, når du fodrer den: på bestemte tidspunkter af dagen og på et bestemt sted. Sørg for, at den også har adgang til rigeligt med vand.

Fodring af din kat efter den har født

Når killingerne er blevet født, begynder din kat straks at amme dem og producerer op til en kvart liter mælk hver dag. Dette har en drastisk indvirkning på hendes ernæringsmæssige behov, som kan stige til det dobbelte eller tredobbelte.

I diegivningsperioden bør du fodre hende "ad libitum" – det vil sige uden begrænsninger – da hun bliver nødt til at spise betydeligt mere end normalt. Vælg et energirigt foder af høj kvalitet, der er rigt på de næringsstoffer og fedtsyrer, som hendes krop har brug for, når hun skal producere mælk, og sørg for at skifte tilbage til hendes sædvanlige foder, når diegivningsperioden er ved at være slut.

Det er vigtigt at holde kontakten med din dyrlæge og få din kat undersøgt regelmæssigt for at sikre, at den og killingerne er sunde. Hvis du ikke er sikker på, hvordan du fodrer din drægtige kat korrekt, skal du tale med en dyrlæge, som vil være glad for at kunne hjælpe. 

kitten range

Skræddersyet ernæring til din killing

Ernæringsmæssige formler, der hjælper din killing med at opbygge et naturligt immunforsvar, understøtte sund vækst og udvikle fordøjelsessystemet.

Del denne side